Mors øjesten

Uddrag fra Se&Hør

2-thomas-randi-se-hoerHer sidder 1-årig Thommas samme med sin mor og kikker for første gang i sit liv i en pixi-bog. Randi Brødbæk, fra Aulum ved Herning stråler af lykke over, at hendes lille guldklumps øjne endelig er fulde sf liv og glæde. Sådan har det nemlig ikke altid været.

Fødslen foregik helt uden problemer, men to døgn efter fik Thommas problemer med åndedrættet, og til sidst holdt han helt op med at trække vejret. Han blev haste indlagt på Herning Sygehus, hvor lægerne konstaterede at han havde for lavt blodsukker. Vi var frygteligt bange, og det gjorde ikke sagen bedre, at Thommas trods behandlingen blev ved med at få vejrtræknings stop, og kramper.

Da behandlingen ikke hjalp, blev Thommas undersøgt nærmere, og det viste sig, at han faktisk havde fået en lille hjerneblødning. Lægerne kunne ikke sige noget om, hvad det ville betyde for Thommas’ udvikling og efter en måned måtte forældrene altså tage ham med hjem og leve i uvished om, hvad der kunne ske.

Vi opdagede dog hurtigt at vi ikke kunne få øjenkontakt med ham. Derfor besluttede vi at opsøge en øjenlæge, fortæller Randi.

Øjenlægen gav Flemming og Randi den barske dom: – jeres søn er blind, og i skal ikke regne med, at han nogen sinde kommer til at se igen.

Thommas havde altså mistet synet i forbindelse med hjerneblødningen. Flemming og Randi var totalt knuste over, at deres lille søn aldrig skulle komme til at se igen.

Miraklet!

Vi kunne slet ikke acceptere, at Thommas skulle leve i mørke resten af sit liv. Derfor valgte vi at opsøge akupunktøren John Boel, der havde hjulpet mig, dengang jeg havde smerter under graviditeten, fortælle Randi.

John Boel ville ikke garantere noget, men lovede at gøre sit allerbedste. Derefter kom Thommas i behandling to gange om dagen. Resultatet var over al forventning.

Allerede efter kort tid begyndte Thommas som ved et mirakel at reagere på lys, og efter nogle måneder rakte han også ud efter ting. Det havde han aldrig gjort før, fortæller Flemming.

Thommas blev gladere og gladere, og vi kunne nu få øjenkontakt med ham. Vi var himmelhenrykte.

Thommas’ syn blev bedre og bedre, og Flemming og Randi tog ham med til statens øjenklinik i Hellerup ved København for at få undersøgt hans øjne. Dér fik de bekræftet, at Thommas´ syn var perfekt. Samtidig viste en skanning, at det døde væv fra hjerneblødningen også var forsvundet.

Vi blev utroligt lettede. Efter at have levet i frygt et helt år fik vi endelig at vide, at Thommas er 100 procent rask. Vi kan slet ikke finde ord for, hvor taknemlige vi er, siger de glade forældre og giver deres charmetrold et stort knus.

Tilbage til forsiden