Uddrag fra Hendes Verden
Hjertets kransårer var kalket til
Lægerne havde egentlig afskrevet den tidligere vognmand Jørgen Nielsen, fordi blodårende til hjertet var kalket til. Men akupunktur kombineret med den traditionelle medicin fjernede smerterne og gav ham nyt mod på livet.
”Efter 5 blodpropper i hjernen og i alt 9 hjertetilfælde mente lægerne, jeg var så godt som død. Men her er jeg” griner Jørgen Nielsen.
Blodårerne til hjertet var kalket til, og lægerne sagde lige ud, at de var parat til at skrive hans dødsattest. I dag føler den tidligere vognmand sig frisk og energisk som en 17-årig knægt. Faktisk er han så aktiv, at han indimellem må tvinge sig selv til at slappe af.
59-årige Jørgen Nielsens forvandling begyndte kort efter, at lægerne havde givet ham dødsdommen. Han kom i kontakt med akupunkturhospitalet i den midtjyske by Aulum, hvor akupunktør John Boel og læge Elisabeth Fjeldstad indbød ti hjertepatienter til at afprøve en ny behandlingsform.
”På det tidspunkt levede jeg en dag af gangen, fortæller Jørgen Nielsen. Derfor sagde jeg ja til at prøve behandlingen, og den virkede omgående. Allerede morgenen efter den første behandling følte jeg mig ikke nær så træt, som jeg plejede. Senere på dagen gik jeg en tur, og jeg glemte helt at tage min nitroglycerinspray med”.
Det skete der dog ikke noget ved, selv om Jørgen Nielsen ellers plejede at bruge den blodåreudvidende spray 10-15 gange om dagen. Nu havde han pludselig ikke brug for den mere, og sådan har det været siden.
”Jeg har fået en ny fremtid, og jeg har lært, at man skal passe på sig selv”, siger han. ”Jeg levede i 20 år med forhøjet blodtryk, men det tog jeg mig ikke af. Derfor er mit råd til andre også, at de skal passe på sig selv. Ellers kommer regnskabets time som lyn fra en klar himmel. Derfor er det mit håb, at de alternative og de bestående behandlingsformer kan finde sammen på et eller andet tidspunkt til gavn for os alle sammen”.